Nine teen sixty seven! Verden havde måske glemt - eller rettere fortrængt - den grufulde begivenhed 22. november ´63 i Dallas? I hvert fald var denne sommer præget af fest, farver og psykedelia i Haight Ashbury i San Fransisco og - herhjemme - vistnok i Fælledparken, hvor Steppeulvene spillede op til kropslig udfoldelse.

Popbladet BØRGE skabte sammen med den øvrige popindustri hurtigt en mode, der handlede om flowers og farver. Scenen ændrede sig med ét. Dem, der ikke fulgte den nye trend, kunne blive dansktopkunstnere, kunne de. De andre iførte sig blomstrede gevandter. Defenders blev for halvdelens vedkommende til Young Flowers, som kunne sidde oppe i træet med en trukket blomsterpistol. Man havde sat musik til digte af Walt Whitman og stemmen var Peter Ingemanns. Han skulle senere vise sig at være god til regnskaber.

I BØRGE optrådte duoen Hasse og William. Der var sat filtre på kameraet, så farverne fremstod endnu grellere end de senere gjorde på Williams malerier, der altid havde en arketype som hovedingrediens. Samme William satte ild til et telt på et tidspunkt langt senere ude på Amager Fælled. Desværre var der mennesker i teltet. William var på trip. Ikke et “trip til det mellemste Østen”; men et regulært syretrip.

Året efter begyndte balladen for alvor. Studenterne lavede oprør. “You say you want a revouloution” sang Beatles på det kridhvide dobbeltalbum. Cream udsendte i ´67 Disraely Gears. Omslaget var farverigt og optimistisk. På Wheels of Fire var det gråt. På Københavns Universitet blev rektor verfet ned fra talerstolen og en revolutionær studerende tog ordet. Kennedy nr. to blev myrdet i LA. Martin Luther King blev slået ihjel. Napalmen væltede ned over en sagesløs befolkning i Vietnam i en krig, der var ond og kynisk.

I begyndelsen af 70′erne havde den politiske bevidsthed sat en ny dagsorden på den kulturelle scene. Bevares. Der var stadig hippies; med disse fremstod nu som en flok sølle stakler. Jeg skulle skifte skole. Fra en tilbagestående landskole, skulle jeg gennemføre resten af min skolegang i en skole i købstaden. “Ind til byen”, sagde man. Jeg glædede mig! Jeg håbede og levede i troen på, at der ville åbne sig en ny og langt mere progressiv verden for mig, end jeg havde oplevet hidtil. “Progressiv” var det nye modeord. Man spillede “progressiv” musik for eksempel. Selv blev jeg meget klogere. Eleverne på den nye skole var bønder som jeg selv. Blot havde de, i modsætning til mig, brillantine i deres hår, som var redt i utidssvarende anderumper - i ‘68!!!

Pigerne var der ikke meget sjov ved. Storblomstret spinlon sås i samklang med uldne strømpebukser og gummistøvler. Håret var redt stramt tilbage. Man kunne næsten spejle sig i det. Viceskoleinspektøren fordelte de nye klasser under det store kastanjetræ midt i skolegården. Det var en varm sommerdag. Jeg hadede den dag, jo mere det gik op for mig, med hvilken mangel på åndslighed, stedet fremstod. 

Jeg elskede at tegne og formningstimerne med Andersen var en åbenbaring for mig. En erhvervsvejleder mente at det kunne være en god idé, hvis jeg blev dekoratør. Jeg kom på dekoratørskole. Aldrig i mit liv har jeg tegnet mindre.

Dekoratørskolen var et mærkværdigt sted. Jeg delte værelse med en brugsuddelersøn oppe fra Vendsyssel og en særdeles selvbevidst flipper fra Hammerum. Det var blevet til 1971. Der var ikke fest længere. Farverne var blevet grålige og det var koldt. Så koldt at man, hvis man besiddede den helt rigtige attitude, bar fåreskindspelse fra det finske, militære overskudslager. De var også grå. Oprindeligt var de hvide; men enhver ved hvordan en hvid frakke lynhurtigt fremstår dirty. Det var reglen!

Der var en klike på dekoratørskolen. De røg som skorstene. Fede i lange baner. Jeg gjorde ikke. Jeg brød mig ikke om lugten eller folks opførsel, når de agerede under indflydelse af hashen.

Min kammerat spurgte mig en aften om jeg ville med “ind til byen”. Det var ikke længere den lille provinsby, det handlede om; men derimod en stor provinsby. Danmarks største uden for hovedstadsområdet. Byen brystede sig senere med logoer som “Smilets by” og “verdens mindste storby”. Der var ikke meget at smile af dén vinteraften i 1971. Min kammerat havde penge. Der skulle handles. Deales! Pusherne holdt til på et grimt og underligt værtshus med et møblement, der bestod af hvad man kunne finde på tilfældige steder. Nogle mølædte højttalere spillede Jethro Tull for fulde hammer. “Flyin’ so high, tryin’ to remember… How many cigarettes, that I’ll bring along…”

Det handlede ikke om smøger. Der blev ristet i små sølvpapirsstumper. Sirligt blev de bråbrune klumper klargjort af usoignerede individer. Bajere blev langet over en primitivt opsat bardisk og udenfor stod en tandløs eksistens og jamrede sig over, at han havde mistet en uvurderlig rygeklump. Han var nok et par og tyve. Jeg var 17 og skrækslagen. Stemningen var ond og anspændt. Der var ikke meget love-in over scenariet.

Min kammerat hjembragte sin dyrt indkøbte klump i en overstadisk begejstring. Han havde sejret og kunne vende tilbage til de hungrende beboere på dekoratørskolen. Nogle uger senere hørte jeg en anden sige til min kammerat: “Jeg har noget fedt! Og det er ikke tjald!”. Jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg ville heller ikke vide det…

Jeg rejste frem og tilbage en gang om ugen. Jeg havde et break på Skanderborg Station. Et trist sted. Ofte købte jeg “Hovedbladet”. Der var koldt på Skanderborg Station. Det var vinter og det var lang tid siden, at solen havde skinnet på hippierne i San Fransisco - og der skulle også gå nogle år inden jeg fandt mig selv i moderigtige jeans med svaj så brede som faldskærme. Til gengæld havde Røde Mor og kvindebevægelsen sat nye standarder for, hvordan man kunne tale sin sag med enkle, grafiske midler. Kvindesymbolet havde fået placeret en knytnæve i sin midte. Der var krig og snart skulle slumstormerne blive til BZ’ere. Jeg var ligeglad! Der var sommer – også på tennisbanen..

Jeg har været musik-nørd siden jeg var 10 år. Det begyndte for alvor med The Beatles i vel omkring 1964? Musikken blev hørt på en grammofon. Man var endnu ikke på dét tidspunkt begyndt at kalde en sådan for en pladespiller. Min mors grammofon blev i den fase hurtigt - næsten permanent - forflyttet til mit værelse, således at jeg kunne aflytte en efterhånden ekspanderende samling af singleplader.

På et tidspunkt fik jeg en stor pakke fra Amerika, hvor min mors halvsøster boede dengang i automobilbyen Detroit, som også var hjemby for det legendariske pladeselskab Tamla-Motown. Motown (motortown) var på det tidspunkt indbegrebet af soul music; men det var dog hverken Four Tops eller Sam Cooke, der optrådte på de to long-playing plader, min moster sendte mig. Rolling Stones, Now! og Beatles VI var amerikanske specialudgaver af hhv. Stones’ andet album og Beatles For Sale.

Jeg var begejstret! Intet mindre… Min største bekymring rettede mig nu mod den gamle grammofon. Kunne disse to gigantiske skiver overhovedet være på pladetallerkenen? Naturligvis kunne de dét! Ligesom apparatet kunne indstilles til 33 omdrejninger i minuttet.

LP-plader udgjorde således omdrejningspunktet(!) i den Svanholm’ske musiklytning de næste mange år. Jeg gik først over til CD’er i 1992. Kassettebånd har også været inde over som supplement. LP’erne spiller jeg stadigt og ligeledes naturligvis CD’erne.

På et tidspunkt var der en sang med én af Shubidua-guitaristerne, “Du skulle købe dig en Walkman, så lyder skoven som New York, mand”. Den transportable lyd blev lanceret med denne lille praktiske båndspiller, som man kunne bære i bæltet eller i lommen. Senere kom Discman og gjorde bærbar lyd til et digitalt anliggende. Det var nødvendigt at medbringe bånd eller CD’er, for at høre noget på disse apparater. Dette fik en ende med MP3-afspillerne.

I juni 2007 udgør Apples iPod den ultimative bærbare musikformidler. Jeg har ejet én i mindre end 24 timer - og allerede på nuværende tidspunkt, forstår jeg ikke, at jeg har kunnet leve et langt liv uden. Allerede da jeg kom hjem fra forretningen og pakkede vidunderet ud, blev jeg ramt af en følelse af, at jeg her stod med et ganske eksklusivt produkt i hånden. Indpakningen var fornem og den 30 GB kraftige enhed ligger solidt i hånden; ikke uden tyngde.

Jeg gik omgående i gang med at indlæse et større antal af mine yndlings-CD’er på iPod’en: Lucinda’s nyeste, Mellencamp, Sibelius, Bruckner, Neil Diamond’s 12 Songs etc. etc. Da jeg også er i besiddelse af Beatles VI på CD indlæste jeg også denne! Samtidigt med denne proces så jeg på TV en udsendelse, hvor Paul McCartney optrådte for et lille publikum i det legendariske Abbey Road-studie i London. På dén måde er tingene så at sige gået i ring!

Det begyndte med singlerne, grammofonen og The Beatles. Nu er vi nået til en iPod.

Beatles er, sammen med Beethoven, stadig et tema. Hvornår det slutter - og med hvad, er umuligt at sige. Forhåbentligt om mange, mange år….?

IPod’en virker i al fald umiddelbart som en langtidsholdbar landevinding.

Man støder fra tid til anden på fænomenet! Bl.a. i forbindelse med galleriverdenen, hvor det er et indiskutabelt credo, at man udelukkende samarbejder med “anerkendte” kunstnere”. I andre sammenhænge bliver benævnelsen udtalt med en nærmest religiøs tone - ofte af midaldrende repræsentanter af et stadigt ekspanderende kunstpublikum. “Anerkendt….”

Tidligere blog’ede jeg på et portal, der kalder sig Mingler. Navnet skal tages absolut bogstaveligt! At mingle er som bekendt dét, man foretager sig, når man mener, tiden er inde til at dalre rundt mellem gæsterne til at selskab for, blot, at small-talke. Mingler er således også et forum for small-talk. Alle har en mening om alt muligt. Nogle har en mening, der måske ikke er specielt gennemtænkt; men vi befinder os jo i et demokrati, hvor ytringsfriheden er uden for diskussion. Denne åbner mulighed for, at man både kan tale henkastet og ligegyldigt samtidigt med, at man er i stand til at rette de mest afstumpede og stupide angreb på personer, hvis holdninger man måske ikke deler. Disse behov dækker et portal som Mingler.

Der er ligeledes forskellige interessegrupper i sådan et forum. Bl.a. er der adskillige, der tager udgangspunkt i billedkunst - og ét af de ofte stillede spørgsmål i disse fora er: Hvornår er man “anerkendt”???? Dét er der naturligvis delte meninger om! Én af de mest talentfulde kunstnere i dette univers skal netop debutere på Kunstnerenes Sommerudstilling, der jo som bekendt er én af de væsentligste af sin art i Danmark. Denne begivenhed har fået adskillige til at fastslå, at den pågældende kunstner nu er at betragte som “anerkendt”. Dét er naturligvis også på sin vis rigtigt. Vedkommende er anerkendt på KS07.

For en halv snes år siden mødte jeg i et supermarked én af mine bekendte. Jeg var ude og handle efter en - sandsynligvis - anstrengende dag på jobbet, der dengang var som ufaglært medarbejder i en produktionsvirksomhed. Følgende ordveksling fandt sted med mig som indleder:
“Hej, hvordan går det?”
“Jooo, tak! Jeg er jo stadig bare formningslærer.”
“Jamen, så se på mig, der er totalt mørbanket mentalt efter en dag i industrien….”
“Det går da ellers godt med dine akvatinter, har jeg læst i avisen?”
“Jo, tak! Det er så som så……”
“HOLD DA KÆFT! DU ER SGU DA ANERKENDT, MAND!!!!!!!”

I dette tilfælde bliver det fatale ord brugt som knock-out-slag! Diskussionen var slut. Jeg blev talt ud - og måtte nu i gang med en længere selvransagelse, for at få denne pludseligt tildelte anerkendelse sat på plads i et system, der ellers ikke havde mærket den store forskel. OK, jeg havde på daværende tidspunkt deltaget i samtlige anerkendte, censurerede udstillinger i dette land. Jeg var blevet medlem af Billedkunstnerforbundet, hvilket i øvrigt blot udgjorde en udgift, som i høj grad kan legitimeres ved fri entré til samtlige danske kunstmuseer og vigtige udstillingssteder i øvrigt… Men anerkendt????

Hvornår er man så anerkendt? Det er helt enkelt: Når entrégulvet under ens brevsprække er et bjerg af udstillingstilbud på museer og i kunsthaller samt tildelinger af indbringende legater fra private og statslige fonde. Så kan man begynde at tale om anerkendelse i en overordnet forstand. Indtil videre venter jeg på en ansøgningsblanket fra Dansk Fagpresse, så jeg kan få mit pressekort fornyet. Fint nok at være anerkendt dér…. Hvis og hvis??

Lars Svanholm, juni 2007