Komponisten Karlheinz Stockhausen udtalte umiddelbart inden sin død og et stykke tid efter begivenheden den 11. september 2001, at terrorangrebet mod Twin Towers var at betragte som det ultimative kunstværk. Dermed afstod han fra rosende nekrologer i forbindelse med sin død. Stockhausens statement vil i stedet stå som et monument over den ultimative meningsløshed. 

Stockhausen kunne måske have en pointe. En stor den af billedkunsten på den aktuelle samtidscene kunne man vel mageligt beskrive som meningsløs ud fra en øjebliksiagttagelse. Læser man så det – ofte – medfølgende katalog, der samtidigt fungerer som manual til det udstillede, fatter man i isolerede tilfælde meningen med galskaben. Det koster dog sjældent menneskeliv. Allerhøjst et par sværddragere, en due eller et antal grisebasser, som kunne have blevet til dejlige flæskestege og forlorne harer. 

Terrorangrebet den 11. september kostede menneskeliv. Tusindvis af menneskeliv. De var sandsynligvis skyldige alle sammen i ét eller andet. Nogle havde måske ”lånt” en kuglepen og glemt at levere den tilbage. Andre havde måske snuppet en vare i et supermarked og glemt at betale. Flere havde overtrådt færdselsreglerne og en stor del af de omkomne havde efter al sandsynlighed været deres partnere utro. I visse islamiske communities er sidstnævnte forseelse faktisk nok til en omgående eksekveret dødsdom.  

Det var måske nu, man skulle indlede dialogen med Al Queda? Det var måske ved at være på høje tid, at vi får en forklaring på Al Queda og deres ligesindedes fremgangsmåder med henblik på at gøre Islam til et verdensomspændende foretagende? Hvad er egentligt meningen med terror? Jeg fatter det ganske enkelt ikke! Hvad er meningen med at beklæde sig med sprængladninger og bringe disse til eksplosion på én eller anden markedsplads, blot for at sprede død og ødelæggelse? Hvad er meningen med at kabre nogle fly og tvinge dem ind i to – ganske vist ufatteligt grimme; men alligevel? – skyskrabere i New York City? Som hævn? Fordi vi i den vestlige verden ikke lader vores skæg gro langt og klæder os i besynderlige kjortler samt efterlever de mest rabiate islamisters udlægning af Koranen. 

Muhammedkrisen… At nogle ynkværdige tushtegninger, der angiveligt skulle forestille Profeten Muhammed, skulle kunne bringe store dele af Mellemøsten i en oprørslignende tilstand, er mig fuldstændigt og totalt ubegribeligt. Man taler om ”krænkelse”. Ganske vist havde Profeten i én af udgaverne fået placeret en granat i turbanen i stedet for den måske mere passende appelsin; men havde det gjort en forskel? 

Osama Bin Laden har netop for nyligt optrådt i medierne. Han fremstod stærk, selvsikker og med en urokkelig karisma. Han var blevet shinet op. Skægget var nyfarvet og studset. Der var ingen synlige maskingeværer i baggrunden. Han lever i skjul! Det gør USA’s mærkværdige præsident ikke. Han kan rejse frit hvorhen, han vil. Han kan rejse til Irak med et kolossalt følge af sikkerhedsfolk til at passe på sig. Han kan rejse til Danmark og blive modtaget af en lige så mærkværdig og skulderklappende statsminister. 

Måske er det her, vi skal finde forskellen? Altså… Terror er en form for kommunikation? Vestens ledere kan rejse hvorhen de vil og tale i åben mikrofon; hvorimod Islams fanatiske repræsentanter må ty til helt andre kommunikationsformer. Jeg bliver for mit eget vedkommende i så fald nødt til at have en oversættelse af terrorens sprog. Jeg forstår det ganske enkelt ikke!

Hans Engell er fratrådt som chefradaktør på Ekstrabladet. Fyret på gråt papir, oplyser min efternavnesøster Gitte Svanholm i dagens udgave af Politiken. Hun opridser et ganske kompliceret forløb, hvor den nye redaktørs kæreste bl.a. måtte opsige sin stilling på bladet, da man ikke tolererer private forhold på avisen.  

Hvorfor Engell er blevet ”sacked” kan der være mange grunde til. Den mest indlysende: Faldende oplagstal. En skæbne Ekstrabladet deler med andre aviser, der vel at mærke koster penge. Nu vil Han Engell skrive på en bog om politik og samtidigt optræde som menig skribent i Ekstrabladet. Engell er født i ’48 og fylder altså 60 til næste år. 

Sverige har fået deres helt egen Muhammedkrise. En af landets væsentligste samtidskunstnere Lars Vilks har, som man oplevede det i Danmark for et par år siden, tegnet sin udgave af profeten, hvilket har bragt de islamiske communities i oprør. Således har en muslimsk kvinde i Sverige truet med at hun ville skære halsen over på kunstneren. Pudsigt nok, at muslimer ofte vælger de mest barbariske og bloddryppende metoder, når de likviderer mennesker, der ikke deler deres opfattelse af Islamiske værdier.  

Man skal imidlertid være mere end almindeligt paranoid på Profetens vegne for at opleve Vilks’ tegning som ”krænkende”. Egyptens ambassadør i Sverige kræver ikke desto mindre et forbud mod tegninger af Profeten i Sverige. Den visuelle ytringsfrihed er således kommet under pres hos vort nordiske broderfolk – akkurat som den var det herhjemme for ikke så længe siden. I modsætning til den danske statsminister har den svenske dog valgt et dialogmøde med de muslimske ambassadører, hvor han vil påpege, at ”i Sverige lever muslimer og kristne side om side i gesidig respekt”. Et udmærket signal fra Reinfeldt. 

Således fører Sverige 1-0. Samtidigt er jeg overbevist om, at Sverige også hiver alle stikkene hjem, når de møder det danske fodboldlandshold på Råsunda Stadion i Stockholm på lørdag. Kampen vises på TV3 – en kanal, som jeg ikke kan se. De gode intentioner vedr. at væsentlige fodboldkampe skal vises på én af de landsdækkende kanaler, holdt ikke længe. Jeg har valgt at spille rollen som ligeglad. Så vigtigt er det jo heller ikke; med mindre en blå-gul drukkenbold fiser ind på banen og nakker dommeren… 

Luciano Pavarotti er død. Den på alle måder store italienske tenor satte med sine optrædener nye standarder for, hvilket publikum, der lyttede til opera. At betragte ham som den største gennem tiderne må vel betragtes som lidt af en tilsnigelse; men det er ikke desto mindre hvad kollegaen José Carreras gør. Måske med tiden, man bliver lidt mindre følelsesladet, når man skal udnævne den største? Er der i øvrigt nogen, der kender Guiseppe de Stefano?

På vejen ned ad vejen mod Vesterengen i Århus’ nordvestlige hjørne hørte jeg et brøl fra 35-40.000 struber og efterfølgende akkorderne fra ’Message in a Bottle’. Dét nummer, som oprindeligt stammer fra The Police’s anden plade, gav mig omgående gåsehud. Også selv om jeg befandt mig uden for koncert-området. 

Jeg havde netop spist aftensmad, da Jacob Haugen ringede og spurgte om ikke det var en idé, om vi prøvede at drage en tur østover på lykke og fromme med henblik på at opleve et band, som vi begge nok anser for at være ét af de væsentligste i en rock-historie, der er en smule vekslende rent kvalitativt. Eller rock? Det er måske en stilmæssigt uretfærdig simplificering af dette band, der lavede deres sidste plade i 1983. 

Hvad kan man forvente af et tremandsband, der pludseligt finder på at tage på en verdensturné mere end tyve år efter den sidste? Man fornærmer vel ingen ved at nævne, at de tre i mellemtiden er blevet hvad man kunne kalde midaldrende. Gruppens bassist og sanger Sting er således to år og fem dage ældre end denne ellers forholdsvist bedagede blogskribent. 

På mange måder ophæver tid og sted hinanden, når man står på en mark i udkanten af et upoetisk industriområde i udkanten af landets næststørste by. At tre mand kan sætte et så omfattende apparat i gang, blot fordi de engang i tidernes morgen frekventerede et øvelokale sammen, må vel betegnes som lidt af et mirakel?  

Sange som Roxanne, Walking on the Moon, Don’t Stand so Close to Me, So Lonley og Every Breath You Take rammer fuldstændigt klokkerent uanset om man var der dengang eller, som en stor del af dét publikum, der omgav os dér uden for hegnet, at man endnu ikke var født eller i det mindste var så lille, at ens musikalske bevidsthed kun var nået til Pippi Langstrømpe-niveau. 

Hver gang jeg iagttog Sting på én af de synlige storskærme, bemærkede jeg et underfundigt smil på hans læber. Her kiggede jeg på en mand, der udmærket er klar over at han sammen med sine medsammensvorne, den herligt uortodokse guitarist Andy Summers og den evigt piskende og fremadrettede trommeslager Stewart Copeland, har skabt noget stort. 

Trioen er en form, som kræver noget af den enkelte musiker. Der skal arbejdes for sagen – og ikke mindst Stewart Copeland er en musiker, der i en sjælden grad er i stand til at sparke musikken fremad. Han spiller trommer! Han slår ikke… Hans anslag er som et piskesmæld og han slår mange af dem; men ikke ét eneste overflødigt. 

Jeg var overrasket over at høre The Police som et modent, præcist spillende band. Jeg var overrasket over at opleve et band med en forbilledlig energi, der forplantede sig ud til publikum, som jeg fra min lidt pudsige position kunne ane, fik pladsen foran scenen til at koge. 

”Welcome to the Stewart Copeland Show” præsenterede Sting bandet, da de kom ud til det første set af ekstranumre. Samme Copeland var tidligere blevet benævnt som ”the legendary”. Jeg fik hørt Police. Der er aldrig noget, der er for sent!

Set i lyset af, at han er leder af et spritnyt politisk parti, der på kort eller længere sigt kan gå hen og blive en parlamentarisk magtfaktor i dansk politik, var det vel forventeligt, at han ankom i sin sorte VW et par minutter efter arrangementets annoncerede starttidspunkt. Den neutrale Touran var ledsaget af en endnu mere diskret, grå personbil. Jeg havde måske i mit mareridt forestillet mig noget mere spektakulært; men alt i alt forekom secnariet hverken dramatisk eller overophedet på nogen måde. 

Arrangørerne af denne debataften på Performers House i Silkeborg var ellers synligt nervøse, da Naser Khader ikke havde indfundet sig 5-10 minutter i syv, så derfor blev der sukket lettet, da der indkom en meddelelse om, at han var lige om hjørnet – og på rette vej. 

Aftenens tema var Demokrati og Ytringsfrihed. Naser Khaders oplæg havde han kaldt ’I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme’. Publikum var mødt talstærkt frem. Faktisk var de vel et par hundrede pladser – med et par enkelte undtagelser – besat. Selv var jeg placeret i et panel bestående af, foruden mig, chefredaktøren for Midtjyllands Avis og en sympatisk kvindelig facilitator og jounalist. Det hele blev holdt sammen af en entusiastisk ordstyrer. 

Naser Khader lagde ud med at benævne sig selv som ”fanatisk demokrat”. Han fortalte om sine oplevelser ved at komme fra et mellemøstligt land, hvor demokrati var et ikke-eksisterende begreb, til Danmark, hvor han som demokratisk analfabet fik øjnene op for de demokratiske værdier i noget, der vel kan betegnes som en rimeligt flydende proces. Det hele kom imidlertid hurtigt til at handle om integration og kulturelle kollissioner. De famøse Muhammad-tegninger, som Jyllandsposten bragte for næsten to år siden, blev samtidigt forbavsende hurtigt et tema. 

I den efterfølgende debat var spørgsmålene naturligt nok forankrede i de problematikker, der er forbundet med Islam og de forskellige måder, hvorpå muslimer forvalter religionen på herhjemme og ude omkring i verden. Jeg prøvede at få debatten kørt ind på et spor, der skulle tage afsæt i ytringsfriheden, som den kan iagttages af en person, der overordnet beskæftiger sig med billeder og visuelle emner i kraft af et engagement som billedkunstner.  

Jeg mindede de tilstedeværende om, at ytringsfriheden i nyere tid ikke var mere indlysende end at billedkunstnere for ganske få årtier siden blev sat i spjældet for at male billeder, der ikke lige passede ind i samfundets normer for, hvordan sådan nogle skulle se ud. For at illustrere, hvad man faktisk i dag kan slippe afsted med, viste jeg den vistnok temmelig ligeglade forsamling en tegning, som jeg havde klippet ud af Politiken i søndags.  

Tegningen er lavet af Roald Als og viser landets statsminister i sin velkendte rolle som hulemand i et endnu mindre flatterende lys, end man tidligere har set. Det pudsige var, at Khader også er gengivet på samme tegning – og Khader var da også meget interesseret i den og henvendte sig omgående i pausen, da han ikke havde set den. ”Hvorfor tegner han min næse på dén måde?” spurgte han grinende. Det er en fordel at besidde en stor selvironi, hvis man skal agere som politiker i et land med visuel ytringsfrihed. 

Naser Khader besidder en – ikke overraskende, naturligvis – overordentlig stor viden om de danske samfundsforhold; ikke mindst dem, der ligger i forlængelse af de problematikker, som kommer frem når man skal skabe et liv som dansker af ”anden etnisk herkomst”.  

Jeg gjorde afslutningsvis opmærksom på, at jeg var glad for at Khader var kommet til Silkeborg med denne viden, og spurgte om det virkeligt er rigtigt, som det skulle fremgå af Koranens tekst, at man ikke må gengive profeten i billedlig form. Dét havde Khader naturligvis undersøgt, da sagen kørte for fulde omdrejninger og Dannebrog stod i lys lue i visse muslimske communities. Konklusionen er, at der står, at man ikke må gengive Gud – altså Allah! Der skulle ikke være nævnt noget om, at man ikke må gengive Muhammad. Men Bogen bliver tilsyneladende tolket frit? Jeg afsluttede debatten med at udtale, at jeg egentligt godt kunne tænke mig dette princip indlagt i Bibelen, så man kunne slippe for at se de evendelige gengivelser af Jesus fremstillet som hippie. 

Dermed fik den lokale pauseklovn det sidste ord med et irrelevant indslag. Men netop dét er jo bl.a. én af ytringsfrihedens præmisser…? I øvrigt er en ny Muhammad-sag kommet frem – i Sverige.

Det er mange år siden; men jeg husker det alligevel ganske tydeligt – en sketch med den vindøjede, britiske komiker Marty Feldman, som spillede en kunstmaler, der skulle male et billede af en ung, smuk model. ”Har De noget imod, at jeg maler Dem nøgen”, spurgte kunstneren modellen. ”Nej, naturligvis ikke!” svarede modellen selvfølgeligt, hvorefter Feldman med en vis entusiasme begyndte at klæde sig af. 

Grunden til at jeg kom i tanker om denne mere end 30 år gamle episode er at jeg på én af formiddagsbladenes webudgaver for nyligt læste om en kvinde, der maler billeder helt og aldeles splitterbar i sin lejlighed.  

Nu tilhører jeg selv det segment af befolkningen, der ikke synes at man skal tage mere habengut med til en dag på f. eks. stranden end højst nødvendigt. Ghettoblastere, sportsudstyr, selvlysende, oppustelige badedyr – samt badetøj – finder jeg som helt overflødige genstande i et sådant forum. Heldigvis er der på den danske kyststrækning adskillige steder, hvor findes en overordnet konsensus for at færdes au naturel. Desværre har dén sommer, der netop nu er under afvikling, ikke givet så mange muligheder, så jeg vil vende tilbage til den nøgne maler: 

For mig at se, er det ikke specielt interessant, at pigen maler sine billeder i bar figur; men der er tilsyneladende et stort udsnit af den mandlige befolkning, der finder det overordentligt interessant, at se en pige midt i 30’erne skabe sine værker i Vorherres eget outfit. I hvert fald har hun installeret et webkamera i sit atelier.  

Jeg må indrømme, at jeg i et kort og løssluppent øjeblik, overvejede muligheden for at indlede en karriere som ”maleren uden tøj”. Dette ville blot ikke indeholde nogen sensationsværdi udover, at det sandsynligvis ville være ret behageligt. Webkameraet ville jeg i så fald spare Internetbrugerne for. Vinduerne til værkstedet er i forvejen blændet af, så heller ikke dér ville der kunne skabes nogen synderlig interesse. 

I forhold til Webmizz, som den før omtalte malerinde kalder sig, ledte jeg forgæves efter eksempler på kunstnerindens kreative frembringelser. Desværre forgæves! Ærgeligt, når man nu finder malerkunst ekstraordinært interessant…

Først sidder man og undrer sig over hvordan paradokset omkring et antal gigantiske, energikrævende kæmpescener på samtlige verdensdele hænger sammen med emnet “global opvarmning” og miljø. Dén er svær! Umiddelbart i forlængelse af denne undren giver man sig til at spekulere over, hvorfor man skal sidde og glo på to meget talende herrer på TV, når der fra de omtalte scener faktisk bliver spillet musik?

 Nemlig! Musikken… Nu dukker der altså fra scenerne i Autralien og Japan nogle navne op, som jeg aldrig nogensinde har hørt - endsige hørt om. Dét er min fejl! Jeg kan jo blot, som jeg gjorde i min ungdom, følge lidt med på den store musikscene.

Det skægge af det er, at jeg sidder i min lænestol og bliver overrasket over, hvilke fremragende navne, jeg faktisk ikke var bevidst om eksistensen af. Først dukker der et ganske sympatisk orkester op, som spiller en medrivende form for verdensmusik, dernæst - og så sidder jeg ikke længere med røven forankret i lænestolen - et japansk hardcore-band, som får RHCP til at fremstå som repræsentanter i et rollator-træf. Hold kæft, en energi.

Jeg har aldrig hørt om Eskimo Joe; men det har jeg nu! Den anden aften var der koncert til minde om Prinsesse Diana. Jeg nåede lige at få hørt et band, der hedder The Feeling. God gedigen og regelret rock-pop med hvid skjorte og slips! Dét optrådte Beatles også i, da de var unge - og The Knack gjorde! Også The Jam…. Ligeledes Eskimo Joe fremstår i dette klassiske outfit.

Jeg vil gå tilbage til TV’et og blive overrasket endnu nogle gange inden forudsigeligheden indtræffer med alle 80′er-koryfæerne.

 Bare én eller anden ville kvælde de to snakkeho’der!!! 

Når man laver kunstudstilling i virkelighedens verden, ved man hvor vigtigt, det er at få udsendt indbydelser og pressemeddelelser. Ligeledes er det af allerstørste vigtighed, at de mere administrative detaljer er på plads. Både hvad angår evt. salg og udgifter. 

Når man laver en kunstudstilling i cyberspace, som f.eks. i det verdensomspændende, virtuelle rolleunivers Second Life, opstår der let en masse elementer, som man ikke har forudset. Det er ikke så enkelt at sende indbydelser ud, da postvæsnet i dette besynderlige forum ikke er helt effektivt endnu! Måske er det? Jeg ved blot ikke, hvordan det fungerer. Jeg har ganske vist set nogle postkasser rundt omkring i de danske miljøer; men jeg er ikke sikker på, at de ikke blot optræder for et syns skyld. Ligesom pølsevognen på Rådhuspladsen, der er ubemandet.  

Når man debuterer som billedkunstner på Second Life, og man vel at mærke gerne vil have nogle gæster til sin fernisering, må man ud og tromme folk sammen på gader og stræder. Heldigvis har man nogle gamle venner, som gerne deltager i et sådant arrangement og det er på samme måde en god idé at frekventere det lille torv i Korsbæk, som efterhånden er blevet et regelmæssigt mødested for danskere. Korsbæk? Jo, den er god nok!! Matador-byen udgør en ret populært seværdighed på Second Life. Hvordan det går med Ungdomshuset og Christiania er jeg ikke klar over; men der er sjældent folk at træffe på Syddansk Universitet. Måske jeg kommer der på de forkerte tidspunkter? 

Indehaveren af Zita’s Gallery var tydeligtvis nervøs inden min avatar Lars Swains første separatudstilling i Second Life. Dels over, om der overhovedet ville dukke mennesker op til arrangementet, og dels over om hvorvidt teknikken ikke brød sammen. Det sidste er der altid en vis fare for i dette univers. Således er jeg ofte crashed. Vi slap da heller ikke helt uden problemer. 

Salg af kunstværker viste sig også at være en kompliceret proces. Specielt i et tilfælde, hvor en kunde skulle bruge det købte billede som gave til en veninde. I det hele taget var den kommercielle del af sagen, noget som jeg var overbevist om, at galleristen og hendes assistent havde totalt styr på. Min største interesse lå i, at få nogle folk ind og se mine billeder i cyberspace. 

Det blev en rimeligt velbesøgt fernisering. Som nævnt var der et par udfald i teknikken; men det var ikke noget, der betød alverden, da én af Second Life’s mest ihærdige kunstsamlere besøgte udstillingen og investerede i samtlige værker.  

Zita og jeg sad efterfølgende og fik et glas rødvin. Vi blev enige om, at Zita’s Gallery var skudt godt i gang. Succeen var i hus. Lars Swain er blevet eksponeret på cyberspace i en anden form end hidtil. Alt i alt en ganske tilfredsstillende aften i Second Life.

“Alt blev sort”… Sådan beskrives tabet af syn oftest. Døden fremstilles, med mindre fortælleren besidder en fast tro på det såkaldte “evige liv i Paradiset”, som sort. Lyset slukkes. Det bliver mørkt…

I José Saramagos roman “En fortælling om blindhed” optræder fænomenet som “hvidt”. Blindheden er her et resultat af en epedemi, der bryder ud. De ramte isoleres, da der er tale om en lidelse, der er meget smitsom. Og hvem vil da fratages synet? Den blindhed, der optræder i Saramagos værk er kendetegnet ved, at den er “hvid” - ikke sort! Som synet forsvinder i et blændende sollys og efterlader personen blind.

Den første, der angiveligt rammes er en mand bag et bilrat - midt i et lyskryds i en travl storby. Lissabon? Det afstedkommer i hvert fald et støjinferno fra de øvrige trafikanters automobilhorn, da den blinde er ude af stand til at orientere sig - og derved sætter alt i stå.

Sneen er hvid. Også den tunge sne, der sidst på vinteren lagde sig på blommetræets grene og derved tyngede træet så meget ned, at det til sidst gav efter for den kolossalt tunge, hvide vægt. Træet er nu ryddet væk, savet op og lagt i små sirlige stykker i refugiet - klart til afbrænding på bålpladsen.

Hvidevarer! Hårde og bløde. Køleskabe, vaskemaskiner, linned, dyne- og pudebetræk. Uskylden er hvid. I visse dele af verden optræder man ikke i sort i forbindelse med dødsfald; men i hvidt.

Den russiske, suprematist Kazimir Malevich har beskæftiget sig med hvidt i en komposition, som han kaldte “Hvid på hvid” fra 1918. Denne bestod i al sin enkelthed af en hvid kvadrat på en hvid bund. Dette burde give en ren monokromi, hvilket NÆSTEN også er tilfældet - bortset fra, at de to hvide er varieret lige præcist så meget, at kvadraten bliver synlig på det 80×80 cm. store lærred, der i øvrigt befinder sig i Museum of Modern Art’s samling i New York.

Er hvid overhovedet en farve? Eller er det blot alle farver i den yderste konsekvens af lysstyrke? Uanset hvordan man vælger at fortolke den hvide, er det under alle omstændigheder dén, der oftest udgør bunden i det materiale, man grunderer det rå malerlærred med. På den måde bliver den hvide farve skræmmende og neutral på samme tid. Den animerer ikke til overordnede koloristiske holdninger under opstarten af en malerproces.

Man kan vælge omgående at dræbe den hvide ved at overmale den med en anden farve. Men man kan også gøre det på en anden og voldsomt fascinerende måde: Når man trækker de første spor med penslen hen over dette kridhvide monster har man iværksat en lang og sej arbejdsgang, som i den sidste ende blot afstedkommer et malerlærred på en blindramme - mættet med en masse farve. I den proces og i resultatet af den viser man, hvem man er. Om man er et kaotisk og forvirret individ eller om man er en klart tænkende person med øje for de store perspektiver eller den klare form. Så enkelt er det da heldigvis langt fra; og uanset hvad, så ændrer det ikke ved at…

..først var det hvidt! Så kom alt det andet.

Lars Swain har bevæget sig rundt, fattig og hjemløs, i det verdensomspændende, virtuelle rolleunivers ’Second Life’ i et halvt år. Han har stort set i den periode levet et irrationelt liv. Det ”andet liv” har således ikke været en udpræget succeshistorie.

Det gør det naturligvis ikke bedre, at Swain dybest set foretrækker sit eget selskab. Bevares! Han går dog ud og danser fra tid til anden. Han går ligeledes til nogle af de mange koncerter, som finder sted i dette cypermiljø. Solisterne her er muligvis ofte nogle, der har haft svært ved at slå igennem i den virkelige verden? Det kunne man umiddelbart godt tro.

Lars Swain er altså i ’Second Life’ en mand uden synderlige ambitioner. I virkelighedens verden er avatarens ophav en billedkunstner, der lever en regelmæssig og næsten småborgerlig tilværelse med base i en solid murermestervilla i en mellemstor dansk provinsby. Disse tilknytninger har indtil nu ikke været noget tema hos Lars Swain, som dog på et tidspunkt mødte en kvinde, som var shopaholic og dermed forsynede karakteren med noget ganske elegant tøj.

I går blev Lars Swain kontaktet af Zita Demina, indehaveren af Zita’s Gallery. ”Har du ikke lyst til at se mit nye galleri?”, spurgte hun ivrigt, og teleportede Swain hen til lokaliteten. Inden der var gået mange minutter var en udstilling aftalt og med hjælp fra Zita’s energiske søn blev et antal malerier uploadet og placeret på galleriets vægge, der til lejligheden hurtigt fik en neutral, hvid farve.

Der er fernisering på Lars Swain’s første virtuelle udstilling i Zita’s Gallery i Serenity Woods i ’Second Life’ på fredag kl. 2200 – dansk tid.

Det begyndte vel egentligt for alvor omkring årtusindeskiftet? The millenniun! Eller rettere endnu længere tilbage, hvor Silkeborg Bibliotek gik fra de gamle frønnede og udtjente kartotekskort over til et databasesystem, der af lånerne kunne overskues ved hjælp af tastaturer og nogle underligt giftiggrønne billedrørsskærme. Dette fungerede faktisk udmærket - og ganske væsentligt: Det var til at finde ud af. Når man, som jeg, i perioder har betragtet biblioteket som sit andet hjem, er en sådan ommøblering dog altid af en vis betydning.

På et tidspunkt for vel omkring en halv snes år siden skete der noget. Man begyndte at tale om “Nettet” med en vis selvfølgelighed. Og om at “surfe” på det. Én af mine kollegaer mødte ofte søvndrukken på jobbet langt op ad formiddagen, når surferiet havde taget overhånd i de sene nattetimer, hvor telefontaksten var billigst. Jeg forstod ingenting. På min gamle elektriske Remington med farve- og slettebånd optrådte “@” ikke - og de tre w’er gav slet ikke mening… Indtil en dag!

Jeg fik et brev fra en institution, som hed ArtguideDenmark, som tilbød, at man kunne få sine data og billeder lagt ud på et “website”. Det kostede ikke det hvide ud af øjnene, så jeg sprang til og sendte enten dias eller papirbilleder til Artguidens administration sammen med de relevante oplysninger. Sådan! Jeg var på “Nettet”… Fremme på beat’et. Blot var jeg ikke selv i stand til at tænde en computer…

Tilbage til det famøse årtusindskifte: Jeg var på biblioteket, som så ofte før. Jeg skulle finde en bog eller en cd; jeg husker ikke hvilken - og det er i det væsentlige også ligegyldigt. Chokket over, at de fire gammeldags computere, hvorfra man kunne søge på bibliotekets database var borte skulle lige lægge sig, inden jeg bekymret opsøgte én af bibliotekets medarbejdere for at søge råd. Det er pudsigt, at det lige præcist var bibliotekets computeransvarlige medarbejder, jeg henvendte mig til. Han lyste op i et glad smil, da jeg forelagde ham mine frustrationer. “De gamle computere er fjernet. Nu bruger vi dem dér. Nu foregår det på Nettet”. “På “Nettet”?”. Jeg blev omgående skeptisk. Hvilke højteknologiske narrestreger havde man nu fundet på? Verden var af lave. Siden den gamle læsesal eksisterede med de støvede sure, tyssende, cigarlugtende, ældre mænd, var det gået støt tilbage for denne ærværdige kulturinstitution. “Nettet?” Pfui!

Bibliotekaren ænsede ikke min skepsis; men satte mig omhyggeligt og tålmodigt ind i cyberverdenes mysterier. Jeg fik et password, således, jeg selv kunne styre min udlånsstatus. “Du kan jo reservere hjemmefra!” Udtalte bibliotekaren. “Hjemmefra? Ja, go’morgen, min bare. Jeg ejer ikke sådan et monstrum - og kommer sandsynligvis heller ikke til det inden for en rum tid.”

Det gik jo imdlertid hurtigt op for mig, at dette Internet kunne bruges til andet og mere end blot at søge biblioteksbøger og at nyde sine kunstneriske frembringelser gengivet på ArtguideDenmark. Jeg fandt ud af, at der var søgemaskiner. Hurrah! De hed noget så mærkværdigt som Jubii og Yahoo! Indtil jeg i en avisartikel erfarede at søgemaskinen to end up all search engines hed Google… Jeg søgte og fandt, i præcist dén rækkefølge. Picasso tog den ganske vist modsat; men han døde også i ´73.

På et tidspunkt skulle jeg foretage en kunstudstilling i et lokalt kulturcenter sammen med et halvt dusin billedkunstnere fra området. Jeg indvilgede i, at skrive pressemeddelelsen til denne udstilling, som for øvrigt havde titlen “Terra”. Af jord er du kommet - til jord skal du blive. Det kunne jeg snart sige om min gamle, tunge Remington. Jeg fik en kollega på min daværende arbejdsplads til at hjælpe mig med at udfærdige dokumentet i Word på én af virksomhedens PC’ere. Hold da kæft… I hundredevis af skrifttyper - fonts! Diverse geniale muligheder var der i dette program. Jo, det gav stof til eftertanke. Især, da jeg mange år senere fandt ud af, at man faktisk kan lave hjemmesider - websites - med dette program.

Udstillingen blev vellykket. Jeg fik ganske vist en betinget anmeldelse af en mavesur, lokal anmelder; men det var ligemeget, for min kære broder blev så begejstret for ét af mine jordtunge oliemalerier at han foreslog mig at vi byttede maleriet for en - PC! Sådan! Ikke fordi, at denne computer i sig selv udgjorde en værdi med en harddisk, der kun var en anelse kraftigere end de hukommelseskort, som jeg i dag stopper i mit digitalkamera; men den verden, den åbnede for mig, havde en afgørende betydning. Blot dét, at jeg i min nu høje alder var i stand til at gennemføre forskellige rutiner på apparatet samt naturligvis at bruge et stadigt ekspanderende Internet, udgjorde en udvikling af afgørende betydning.

For et par år siden slog lynet ned - og den gamle udtjente PC’er døde en dramatisk, men dog stille død på “kontoret”. Heldigvis havde jeg gemt de vigtigste billeder og dokumenter på et antal disketter, således at jeg nemt kunne overføre dem til den bærbare, som nu udgør et centralt omdrejningspunkt i mine aktiviteter. Faktisk er “nettet” blevet et så væsentligt element i hverdagen, at jeg i princippet kunne begynde en ny tidsregning dér omkring årtusindskiftet.

Jeg befinder mig således nu i år 7…